30.04 2025

Sidste skrig fra dækket

Der er nogle træk, der går igen i Figaros måde at arbejde på: Frie parafraser over ældre værker, overdreven fremhævelse af sentimentale elementer og inddragelse af publikum, der også får én på hattepullen. Men der er også udpræget kreative ordlege, referencer til politiske begivenheder og personer og inddragelse af kendte sange fra populærmusikkens repertoire. 
Vi fik det hele. Og det er godt, at teamet, der denne gang også har Den Ny Opera med, har denne genkendelige form. At operakompagniet Figaros har skabt sit eget varemærke.

Umiddelbart er der tale om en ret enestående og original stil. Der er, som plakaten viser, fire medvirkende, levende mennesker. Plus Nilfisk-robotstøvsugeren. Det virker måske lidt plat med støvsugeren. Altså, plat uden at være morsomt, selv ikke på en satirisk måde. Men næsten hele forestillingen igennem formår Figaros ellers at balancere på plathedens grænse uden at falde helt i grøften. 

Pianisten Allan Dahl Hansen passer stabilt sin lidt tilbagetrukkede rolle som akkompagnatør ved klaveret bagerst på scenen. Hans lidt indadvendte facon står umiddelbart i stor modsætning til de tre andre meget udadvendte medvirkende. Og det er en smuk kombination. 
Platformen for forestillingen er den komiske opera ”HMS Pinafore”, som man nok med rette kan kalde en lettere sentimental slags, der udfolder sig i et maritimt univers med masser af mænd i uniform, en smuk ung pige, der dog ikke lader sig forblinde af den flotteste, admiral Sir Joseph Porter. I stedet forelsker hun sig i den simple sømand Ralph Rackstraw – til hendes fars store ærgrelse. Og han er kaptajn ombord på skibet HMS Pinafore. 
Der dukker nogle overraskelser op mod slutningen, og til sidst får de rette folk hinanden, må man forstå.
Den oprindelige opera er skrevet i 1878 af Gilbert og Sullivan, og måske uden at være klar over det, kender de fleste danskere over ca. 45 år en bid derfra, nemlig Admiralens Vise. Nok især kendt fra diverse revyer og radioprogrammet Giro 413. Ret interessant at blive mindet om, hvor denne kendte sang stammer fra. Sangen fik da også en fremhævet plads i forestillingen.

Figaros følger i store træk den oprindelige handling, dog med nogle interessante udbygninger og ekstra påfund. 
Mest af alt lægger man mærke til, at holdet igen må have haft en kæmpe fest i at omskrive endnu et kendt stykke – at grave løs i alle de faste udtryk, vi i vores daglige sprog har fra den maritime verden og få dem skrevet ind i en sjov sammenhæng i stykket. Dertil kommer de mange fine bidder af alverdens kendte sange fra den stærkt sentimentale mainstream. Det virker rigtig godt. Vi lægger også mærke til kommentarerne til mange halv-alvorlige aktuelle emner, der behandles med humor: F.eks. problemerne med vandmiljøet, de mangfoldige kønsopfattelser, USA og det løjerlige influencer-miljø. 

På en måde er det over grænsen, at der tages gas på tragedien Titanic. Men sådan er det hos Figaros: Stort set intet er helligt. Heller ikke Jesus, Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen. Om profeten Muhammed er, vides dog ikke.  

Det rigtig sjove ved Titanic-referencen var imidlertid fremførelsen af Celine Dions mega-sjæler ”My heart will go on”. Et næsten kvalmende sentimentalt kærlighedsopus, som mangen en pige nok har tudbrølet til i biografmørket, mens ”Titanic” og Leonardo smøg sig over lærredet. Hos Figaros blev det sentimentale kørt ud i det ekstreme, så tårerne måtte flyde over af grin. Ikke mindst på grund af Lisbeth Kjærulffs og Karsten Jansforts skæve fløjtesolo. Sådan blev flere sjælere som f.eks. ”Time to say goodbye” og et kendt operatema af W. A. Mozart sendt igennem satire- og sentimentalitetsmaskinen. Generelt bliver det naive og kitschede kunstværk kørt helt ud i ekstase. Alt sammen vanvittig vellykket, morsomt og fremført i meget vellydende sang fra de medvirkende.

Blandt de forskellige komiske karakterer, som stykkets medvirkende flot skifter rundt imellem, må vi nævne den provinsielle karakter ”Jørgen fra Musikhusets Venner”, som Karsten Jansfort lægger krop og stemme til. Det virker godt, at Jørgen flere gange afbryder forestillingen, tåger rundt på scenen og snakker om ting og sager på sin egen halv-enfoldige maner. Vanvittig sjovt at opleve, hvordan Karsten Jansfort meget fint skildrer den provinsielle, ældre herre, der vil gøre alt godt i sin lokale verden i kraft af sin lille formandspost, men som mangler en masse situationsfornemmelse. 

Som en betydelig faktor i formidlingen af det sentimentale er Hans Dueholm en virkelig mester. Han forstår at bringe det naive til torvs, så man hyler af grin. Man får næsten lyst til at give ham en krammer midt i hans skrøbelige enfoldighed. 
 
Alle medvirkende synger overbevisende smukt, men måske især Lisbeth Kjærulff. Heldigvis synger hun en del, for hun gør det fantastisk. Hun har en sikker fremtoning på scenen, ligesom hun mestrer revygenrens bramfrie udtryksmåde. 
Lidt mere sang generelt i forestillingen kunne være ønskeligt? For midt i alt det sjove og gakkede nyder man virkelig den præcise og energifulde sangglæde. 
Ohøj, og tak for grinet!

Rachel Einarsson