28.04 2025

Den rette mand på rette tid og sted

Henrik Engelbrecht er d. 27. april udkommet med sit nyeste opus, denne gang en biografi om Aksel Schiøtz, besættelsestidens danske sanger par excellence. Schiøtz, hvis stemme og hvis fortolkning af den danske sangskat om nogen blev synonym med danskheden og ikke mindst med den danske modstand under krigen, havde et forholdsvis problematisk forhold til sig selv og sin kunst, og ikke mindst og især til dens begrænsninger. Han opnåede det meget sjældne at blive samlingspunkt for sit fædreland i krisetider, men ville noget andet og mere.

Som altid, når Engelbrecht udgiver noget, er det omhyggeligt for ikke at sige metikuløst researchet. Ikke en sten er uvendt, ikke en koncert uomtalt, ikke en anmeldelse uciteret. Det er forfatterens store styrke, at han simpelthen ved, hvad han snakker om. I den første del af bogen er det lige ved, at det også bliver til en svaghed. Opremsningen af koncerter, indspilninger og anmeldelser vil ingen ende tage, synes man – men det viser sig senere, at der er en mening med galskaben. Bogen tager nemlig en ret skarp drejning i kapitel seks, Dommen, hvor det på toppen af Schiøtz’ karriere nemlig afslører sig, af han lider af en tumor på hørenerven, som omgående må opereres, men, som det skulle vise sig, med skade på hans erhvervsevne på kort sigt og på hans almene helbred på langt sigt.

Denne dom ville nok kunne have taget pippet fra de fleste, men ikke Aksel Schiøtz. Han var en fighter, en fighter der, uheldigvis for ham selv, hele tiden ville være noget, han ikke var. Han ville være tenor, selvom der allerede i hans tidlige år er anmeldere som spekulerer over, om han mon har tilstrækkelig højde til dét. Han ville være operasanger, selvom mange, herunder dirigenten Fritz Busch, sagde til ham, at det nok ikke var lige der, hans primære styrke lå, og adskillige anmeldere senere fremholdt, at hans stemme, som var så indtagende i det mere intime oratorie-og liedrepertoire, næppe havde tilstrækkeligt punch og smæld til de store operascener. Det ville han simpelthen ikke finde sig i, ligesom han senere hen ikke vil finde sig i, at hans sygdom havde gjort en ende på hans sangerkarriere.

Når man skal pille ved ikoner, må man hellere have sin dokumentation i orden, og her finder vi, tror jeg, årsagen til de første kapitlers endeløse remsen op. Man havde fine musikanmeldere den gang, og de sætter gang på gang fingeren på de ømme punkter, og det indser man senere. Men, som sagt, i kapitel seks bliver Schiøtz syg – en katastrofe for ham og det modsatte for bogen. Herfra læser den stort set sig selv. Resten af bogen er en elementært spændende beretning om en plaget mands kamp mod skæbnen, imod sit eget nådesløse ambitionsniveau og imod fædrelandets mangel på taknemmelighed. Skuffelse på skuffelse venter den arme mand i resten af sit liv og karriere, ikke mindst fordi han forventer at blive krediteret på baggrund af, hvad han har kunnet, ikke på hvad han kan.

Henrik Engelbrecht slutter lykkeligvis sin bog med et sammenfattende efterskrift, som både fremhæver Schiøtz’ indlysende kvaliteter som sanger, men som også kaster lys over den ufattelige stædighed, som var ham selv til stor skade som menneske. Ikke mindst hans arme familie måtte lide under den. Hans og konen Gerds negligering af deres fem børn grænser simpelthen til omsorgssvigt. Engelbrecht håndterer sine kilder virtuost, og for den som har tålmodighed til at komme igennem første halvdels opremsning, venter der store belønninger i den anden. Engelbrecht leverer som sædvanligt varen, han skriver levende og godt, men han behøver ikke altid at dokumentere helt så grundigt.

Ulrik Spang-Hanssen