30.09 2025

Hilda Sehested, Nancy Dalberg og Tekla Griebel Wandall gøres ære i ny udgivelse

I de senere år er meget arbejde blevet gjort for endelig at bringe de – i det store og hele glemte – kvindelige komponister frem i deres berettigede lys. Indtil for få år siden var en omtale, en opførelse eller endsige en indspilning en opsigtsvækkende sjældenhed.

Det er der nu ved at blive rettet op på. Begivenheder som ensemblet Le Bizzarrie Armoniche’s ”Donne Barocche” med en indspilning af komponister fra baroktiden og senere Anna Beers udsendelsesrække på BBC og senere bog ”Sounds and Sweet Airs” om musikhistoriens glemte damer har været store succeser og er blevet fulgt op af andre initiativer. Musikhistorisk Museums udstilling ’Kvinder komponerer’ præsenterede således et katalog på ikke færre end 339 kvindelige danske komponister, de fleste af dem totalt ukendte for offentligheden.

Hvor galt det har stået til, kan man på en lidt bagvendt måde se af den herværende optagelse med medlemmer af det glimrende Ensemble MidtVest, hvor den ene af de repræsenterede komponister, nemlig Tekla Griebel Wandall, faktisk her findes udgivet på plade for første gang. På den kvindelige front har vi nemlig den sære situation, at hvor de nutidige komponister længe har kunnet høres på diverse udgivelser, så har det stået meget værre til med deres forgængere.

Det midtjyske ensemble har her taget initiativ til at highlighte tre af vores kvindelige komponister fra for godt hundrede år siden, nemlig som nævnt i overskriften Hilda Sehested, Nancy Dalberg og Tekla Griebel Wandall, hvor efter min opfattelse Sehested er den mest bredtfavnende stilistisk, Dalberg den mest dramatiske og Wandall den mest umiddelbart indtagende. Der er gjort et stykke omfattende researcharbejde her, og det har bragt et stort antal interessante stykker for dagens lys. Og de realiseres her på bedste vis af ensemblets medlemmer.

Gennemgående figur er pianisten Martin Quist Hansen, som har gjort et jættearbejde med ikke alene at lære, men også at tilegne sig disse stykker, som helt givet ikke kan høre til hans hverdagsrepertoire. Prominent er tillige cellisten Jonathan Slaato, der siden indspilningen ikke længere er medlem af ensemblet, men solocellist i Odense Symfoniorkester. Han kan alt det, som en cellist skal kunne i denne stil med bredt syngende klang, indsmigrende detaljer og naturligvis pletfri intonation. Ligeledes yder violinisten Nicolas Dautricourt Sehesteds og Dalbergs stykker fuld retfærdighed og ensemblets mangeårige fløjtenist Charlotte Norholt giver ikke kollegerne noget efter. I mere tilbagetrukkede roller hører man Tommaso Lonquich på klarinet og Peter Kirstein på obo. De musikermæssige præstationer er på hele cd’en gennemgående meget fine.

Kan man så på disse kompositioner overhovedet høre, at komponisterne er af et helt andet køn end de sædvanlige navne? Ja, det kan man faktisk på sin vis godt. Men det er ikke ud fra nogen kvalitativ vurdering overhovedet, men ud fra de formater som de har tvunget sig selv ned i. Denne plade består af ikke færre end 23 små stykker med Nancy Dalbergs ’Andante serioso’ for cello og klaver som det absolut længste. Det gør, at det er ganske fragmenteret lytning, og det gør også, at der er en hel del ’Serenade’, ’Elegie’, ’Drømme’ osv. Mange mente tidligere, at det skulle være ukvindeligt at kaste sig ud i at komponere længere dramatiske stykker, og vi kan da også læse i de fortræffelige noter, at både Sehested og Dalberg, som heldigvis havde råd til det, selv måtte finansiere koncerter med opførelser af deres musik, og selv her gik det ikke rigtig at støde an mod de almindelige konventioner. Det var galt nok, at man overhovedet stillede sig frem. Denne cd nyder man bedst i mindre afsnit ad gangen, synes jeg. Således træder værkerne bedst frem i deres individualitet.

Det eneste, som man eventuelt kunne indvende, måtte være valget af lokale til indspilningen. Den er foregået i en sal på HEART – Herning Museum of Contemporary Art. Dette rum har imidlertid en ret karakteristisk, ikke særligt flatterende klang, hvilket navnlig går ud over det allestedsnærværende flygel, der lyder en smule klemt på en lidt distanceret måde. Derudover er det en absolut anbefalelsesværdig udgivelse, også selvom den kun er tilgængelig på nettet. Jeg foretrækker absolut at få en fysisk cd i hånden, men der spares selvfølgelig på omkostningerne på denne måde.

Ulrik Spang-Hanssen