Forlag: Our Recordings Udgives den 6. november 2026
Der er absolut ingen plads til hverken kedsomhed, ligegyldighed eller tristhed, når man lytter til denne nye udgivelse med Odense Symfoniorkester. Tværtimod hvirvles man på bedste vis igennem et fantastisk sprudlende, futtende og helt eminent udført repertoire af den franske tonemester. Ja, intet mindre. Og lyt selv og bekræft.
Vi er vant til at lytte til Ravels berømte Bolero. Og den er virkelig fantastisk. Men at lytte til den på denne udgivelse er en udvidet oplevelse. Det, at vi får en række andre værker i sammenhæng, giver en større ramme at sætte Bolero ind i. Det er, som komplimenterer værkerne hinanden på en genial måde, så man får endnu mere ud af at lytte til Bolero. Ikke sådan at forstå, at de tre første værker på skiven blot er optakt til Bolero. Men det er flot planlagt, så vi begynder med noget, der er knapt så kendt, men meget iørefaldende, og så ender vi i et stort genkendelsesmoment med netop Bolero. Man bliver målløs over, hvad Ravel egentlig er. Eller, man bliver i hvert fald mindet om det. Og det er nærmest nødvendigt, for hold op, det er lækkert at blive ført igennem så vidunderlig musik.
Det begynder ved første værk, ’La Valse’ af 13 minutters varighed – og rig variation. Det er en helt anden klang end Johan Strauss’ valseverden; helt ærligt, så er det langt mere sofistikeret, gnistrende og langt fra sentimentalt hos Ravel. Blomstrende træblæsere vikler sig ind og ud af små hvirvelstorme, der jævnligt blæser op i hele orkestret. Alle instrumenter kommer til orde, og der er god fremdrift alle steder, ligesom piano-stederne også får deres plads, så den livgivende variation holdes latent. Helt fantastisk.
Vi lander og er klar til næste stykke, som er første del af ’Rapsodie espagnole’. En blid begyndelse med titlen ’Prélude à la nuit’, som er aftenstemning i en blød og nærmest tåget instrumentering.
Lækkert glissando og sprælsk, elegant opildnet spil er på bane i ’Malagueña’ – sandsynligvis skrevet med inspiration fra den spanske folkesang i Malaga. Atter kommer vi ned i gear med ’Habanera’, hvor der ganske vist rasles med tamburinen, men hvor der generelt er en smuk ro og blidhed.
Med det sidste værk i ’Rapsodie espagnole’ kommer der ekstra kul på den spanske dans med sprælske kastagnetter, rig variation i op- og nedgange i orkestret, mens især blæserne får lov at brillere og føre an i fortællingen.
Samme stil fortsætter i ’Alborada del gracioso’ – et sjovt, sprællevende stykke, hvor pizzicato i strygerne har en stor plads og bidrager til det gnistrende, listende element. Det er ægte, elegant Ravel, og når man er nået hertil på indspilningen, kan man genkende den særlige stil hos ham. Man føler, at man kender ham bedre. Som nævnt forstår man også ’Bolero’ i en langt bredere forstand på denne indspilning. Odense Symfoniorkester skuffer ikke, men leverer en præcist, passende intens og levende udgave af Ravels geniale klassiker.
Ganske elegant er indspilningen ledet af den franske dirigent Pierre Bleuse, der virkelig har styr på detaljerne og får orkestret til at bruse, blomstre og gnistre. Denne udgivelse er helt sikkert én, man glad og gerne tager frem igen og igen. Fordi man husker, hvor glad man blev, sidste gang, man havde den i anlægget.
