10.06 2026

Når romantiske musikere spiller deres egen musik 

Lad os antage, at en musiker fra Bachs tid viste sig at have lavet en optagelse af hans musik. Vi ved selvfølgelig ikke, hvordan det ville blive modtaget, men, jeg tror, at alle, inkl. de “autentiske“ nutidige barokmusikere (som vel at mærke i sagens natur ikke nogensinde har hørt en “ægte“ barokmusiker), ville være helt oppe at køre for at høre, hvordan det lød på Bachs tid.
Hvorfor nu denne lidt tåbelige digression?
Jo, for hvis vi vender os mod den romantiske musik, er sagen en helt anden. Der findes nemlig tonsvis af optagelser med musikere, der har levet i og spillet musik fra deres egen periode, nemlig den romantiske. Lad mig nævne i flæng: Bizets samtidige, Edouard Colonne, der dirigerer Bizet, Brahms’ ven Max Fiedler, der dirigerer Brahms, Ravel, der dirigerer Bolero, Rachmaninov, der spiller sig selv, Mahlers ven Bruno Walter, der spiller Mahler etc. etc. Nogen af dem har endda levet så længe, at de har lavet plader i hi-fi-kvalitet.

Nu skal det her ikke være musikhistorie, for grunden til alt dette er, at det efter min mening (og jeg er ikke konservativ) er vældig spændende at høre folk spille deres egen musik, for de ting som jeg sætter mest pris på, når det drejer sig om interpretation, er tydeligst hos disse musikere, og selvom det ligger lige for, bliver muligheden for at høre dem ikke rigtigt udnyttet.

Vi hører jo meget gerne musik fra romantikken, og vi interesserer os levende for
romantiske komponisters liv og levned, men musikken hører vi næsten altid med moderne musikere, så der holder interessen for perioden op. Jeg mener ikke, at man skal tvinge en bestemt måde at musicere på ned over hovedet på folk, men på den anden side synes jeg også, at man skal have mulighed for selv at vælge, og den mulighed får man ikke med de gamle romantikere.

Så inden jeg går over til eksemplerne med de “gamle“ musikere, skal jeg prøve (og det
bliver ikke let) at forklare, hvorfor jeg er så begejstret for dem.
I jazzmusikken har man et begreb, der hedder “feeling“. Det begreb har vi desværre ikke i
klassisk musik, men skal jeg oversætte det, er det nærmeste jeg kan komme det, at det er
en organisk fornemmelse. Det kan ikke rigtig forklares, men måske kan man forstå noget
af det, hvis jeg siger “organisk harmonik“, f.eks. den tonale kadence, eller prøv at bytte en
af tonerne ud i en sang af Carl Nielsen, så bliver det bare ikke så organisk, og det er det,
nogle mennesker kalder, at musikken strømmer.

Jeg er altså interesseret i at slå et slag for, at man skal høre de virkelig “autentiske“
romantiske musikere, og det er jeg, fordi der næsten ingen er, som interesserer sig for
dette emne. Danmarks Radio spiller stort set ikke plader med disse musikere, og
pladeselskaberne udgiver undertiden plader med gamle musikere, men det er ofte de
“forkerte“, for selv, når disse musikere spillede musik fra andre egne end deres egen,
kunne det gå gruelig galt. Så når de toneangivende musikinstanser ikke gør folk
opmærksomme på de gamle musikere, så er det svært at interessere sig for dem. Og vi
bestemmer jo ikke selv, hvem vi vil høre. 

Det gør netop bl.a. radioen og pladeselskaberne. Dette er altså ikke en anmeldelse af
enkelte musikere, men et forsøg på at skabe en interesse. Når så alt dette her kunne ske,
er det, fordi noderne ikke fortæller os ret meget eksakt.

Man kan sammenligne det med en gammel kageopskrift uden angivelse af mængden på
ingredienserne. Så er det meget svært at lykkes med kagen, hvis man ikke har smagt en
fra tiden. Der er nemlig ting både i mad og musik, som er svære at lave om på. Ting som er organiske. Og det, der ikke står eksakt i noderne, er ofte det, der gør musikken netop
organisk, og hvis man prøver at lave om på det, kan det gå galt. Mere om det senere.

Man skal altså være en del af en “musikkultur“ for at få alle nuancer med. Lad mig komme med et fjollet eksempel: Sejle op ad åen. Alle danskere betoner 2. stavelse i å-EN, men ingen har vist nogensinde set noderne, og en udlænding vil nok ikke gøre det. Det er
nemlig dansk musikkultur, og sådan er det fra land til land og fra tid til tid. 

Nu findes der jo ingen musikfacitliste, og enhver har altså lov til at spille nøjagtigt,
som han eller hun nu synes, og derved bliver det også forskelligt, alt efter musikerens
personlighed. Men der er nogle konventioner hos de romantiske musikere, som er mere
eller mindre forsvundet hos de moderne, og som klæder musikken særdeles godt.
Så for mig har det nærmeste, man kommer på en sådan facitliste, været de optagelser
med folk, der var en del af et lands og en tids musikkultur.

De ting, som ikke står nøjagtigt eller slet ikke i noderne, vil jeg forsøge at give nogle
klingende eksempler på her, for det er disse ting, der gradvis forsvinder omkring midten af det 20. århundrede. Jeg håber, man kan høre, hvad det er, jeg er ude efter, for man kan ikke læse sig til organisk musiceren. Barokmusikerne har været nødt til det, i mangel af klingende eksempler fra tiden, og om det er lykkedes, skal ikke diskuteres her.

Det drejer sig om: artikulation, agogik, dynamik, puls, frasering og rubato.
De fleste af emnerne har lydeksempler med gamle musikere.

Artikulation
Vi har en prik og en streg for hhv. en kort og en lang node, men hvor lang tid skal tonen
klinge inden for taktslaget? Det er svært at notere nøjagtigt.
Hør eksemplet her med kort lyd på 1 og lang lyd på 2.

Smetanas Zwei Witwenpołka med Jaroslav Krombholc:

https://www.youtube.com/watch?v=NNhuQSEvtmc 

Agogik
Ikke alle taktslag er metronomisk lige lange, og ikke alt kommer lige på slaget, men det er
svært at notere. Joh. Strauss d.y.s An der Schönen blauen Donau med Willi Boskowsky.
Læg mærke til de sene ettere i valsen. De er markeret i noderne.

https://www.youtube.com/watch?v=5e_3NDU8BmQ&t=137s

Dynamik
Vi har kun een slags kile til at vise dynamikken på de enkelte taktslag, så det er svært at notere en varieret dynamik, og hvilke slag skal egentlig være de kraftigste? Læg mærke til, hvordan 1 og 3 dominerer i starten, hvorefter 2 og 4 tager over.

Griegs Peer Gynt med Herbert von Karajan:

https://www.youtube.com/watch?v=p6o05BctXqI

Puls
Vi har forskellige slag, som har forskellig fornemmelse. Der findes hoved- og efterslag.
I lige taktarter finder vi hovedsłagene på 1 og 3 og efterslagene på 2 og 4, men det siger
noderne ikke rigtig noget om, og det er meget vigtigt for fornemmelsen, om man er på et
hovedslag eller et efterslag.

Johann Strauss d.æ.s Radetzky march.
Prøv at markere 1 og 3, som vist i eks. 1:

og derefter 2 og 4, som vist i eks. 2

– så skulle man gerne kunne mærke forskellen.

Jeg ser de bøgelyse øer
Prøv at bytte om på slagene, så man starter på 1 i stedet for optakten. Det er faktisk
meget svært.

Schuberts Moment Musical op. 94, nr. 4 med András Schiff
Efter den hurtige indledningsdel er det, som om Schubert snyder os lidt, for det er, som
om etteren i temaet er en optakt.

Læg mærke til, at eksemplet er med den nulevende pianist András Schiff. Han er med,
fordi han som en af meget få har taget den romantiske spillestil på sig. Han er faktisk en af de mest elskede pianister i dag, og det viser jo, at det ikke er spillemåden, der er noget i vejen med, men derimod viljen til at udbrede den:

https://www.youtube.com/watch?v=Y_mCGr1tRaU

Tchaikovskys 5. Symfoni, 3. sats med Mravinski
- i 3 er hovedslaget på 1 og efterslagene på 2 og 3:

https://www.youtube.com/watch?v=0x7zEpxPt8Q

Pulsen ligger i flere lag, og vi har altså hovedslag på 1 og 3 og efterslag på 2 og 4, men
går vi en tak op til den dobbelte værdi, f.eks. halvnoder, kan hovedslaget på 3 blive
til et efterslag i et andet lag.
Det kan være svært at forstå umiddelbart, men forhåbentligt kan dette eksempel, hvor
3-erne i begge afdelinger har en særlig fornemmelse, tydeliggøre det.
Dvořáks Slavisk Dans op 72 nr 5 med Karel Sejna:

https://www.youtube.com/watch?v=rVOq9i8tS9M&list=RDrVOq9i8tS9M&start_radio=1

I 6/8 kan man have et efterslag på det 4. slag, som i eksemplet fra Beethovens
Violinkoncert.
Beethovens Violinkoncert, 3. sats med Wolfgang Schneiderhan:

https://www.youtube.com/watch?v=S1q1gYF4b5A

Haydns Symfoni nr. 88, 1. sats med Clemens Krauss
Haydn starter temaet uden efterslag, men i repetitionen sætter han dem ind og viser os,
hvordan vi skal tænke. Mange musikere er bange for at underdele, men Haydn tydeliggør
her, hvad han mener:

https://youtube.com/watch?v=KmJ6nCbSaMg

Frasering
En frase har et punkt, man skal frasere hen til, men hvor ligger det? Det kan man ikke se
af noderne. Frasering er nemlig en fornemmelse, meget mere end det er tempo og
dynamik. Fraseringspunktet i Carl Nielsens melodi til Jeg ved en lærkerede ligger på REDE, men det hedder jo LÆRKErede, og det er svært at flytte punktet, så her vinder musikken over teksten.

Mozarts Klaversonate i B-dur med Vladimir Horowitz
3 takters fremdrift hen til fraseringspunktet på 1 i takt 4, og puls og fremdrift fortsætter,
selvom frasen ender.

https://www.youtube.com/watch?v=sxfUQh_9FWc

Hvordan finder man fraseringspunktet? Det kan man ikke ud fra noderne, og det er ikke
altid den længste eller den højeste eller den kraftigste, så her må man bruge sin
musikkultur. Hør fx Wilhelm Kempff spille Schumanns Träumerei. Her er fraseringspunktet etteren i takt 2 og ikke den højere og længere node på 2. slag. Se punktet i noden.

https://www.youtube.com/watch?v=abphxJvrt6g

Rubato
Det er meget vigtigt, når man spiller rubato, at man holder slagenes fornemmelse, og at
man holder fremdriften hen mod fraseringspunkterne, også når tempoet går ned. I øvrigt
skal man også holde fremdriften i frasernes afslutning.
Puccinis La boheme, Valsen i 2. akt – med Anna Moffo.
Læg mærke til at selvom optakterne bliver “trukket“ lidt, har de stadigvæk fremdrift:

https://www.youtube.com/watch?v=igLDPEcLlp4&list=RDigLDPEcLlp4&start_radio=1 

Rachmaninovs Polka de W.R.:

https://www.youtube.com/watch?v=9A0QeNW4j_o&list=RD9A0QeNW4j_o&start_radio=1

Et sådant rubato vil være svært, for ikke at sige umuligt, at notere, så det er vigtigt at være inde i musikkulturen, og når man som her spiller sig selv, er det jo ikke noget problem. Og læg så mærke til, at han kan spille hurtigt uden at “løbe“.

Men hvad med tempo? Det er jo noget, man kan notere nøjagtigt med metronomen. Ja,
det er det, men de “gamle“ overholder meget sjældent komponisternes nøjagtige
angivelser, og en musiker kan sagtens spille et stykke i et tempo den ene dag og et andet
en anden dag. Tempoet afhænger nemlig af personen, der spiller det og sådan set også af ydre omstændigheder. Men hvis man sørger for at holde puls og frasering (som beskrevet ovenfor), kan man lykkes med meget forskelligartede tempi.

Beethovens Symfoni nr. 8, 2. sats.
De to eksempler – med hhv. Knappertsbusch og Karajan – er forskellige, men efter min
mening tilfredsstillende begge to:

https://www.youtube.com/watch?v=am8yZk0-f9k&list=RDam8yZk0-f9k&start_radio=1

https://www.youtube.com/watch?v=3oNk_1QZs9M

Og så er der måske nogen, der har undret sig over, at jeg også anvender eksempler med
wienerklassisk musik, for det er jo ikke romantisk. Men fra sen wienerklassik til den sidste
romantik kan man faktisk bruge det, som romantikerne står for også her, det er nemlig
stort set de samme ting, de gør, selvom det er forskellige perioder.
Og hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg faktisk ikke nogensinde hørt nogen, der spillede
Haydn bedre end hans “gamle“ landsmænd.

Konklusion
Det er vigtigt, at alle slag har deres fornemmelse, for det er den, der skaber organisk
fremdrift, og også at man hele tiden har et punkt, man fraserer hen til. Det er ikke noget,
man behøver tænke over, når det først er inde i kroppen, ligesom man ikke tænker over
jamber og trokæer, når man taler.
Og til sidst: Der er intet videnskabeligt i alt dette. Det bygger kun på det, de “gamle“
gjorde, når de spillede deres egen musik.

Og så: For at det hele ikke skal gå op i nostalgi, vil jeg nævne en ganske ung nulevende
pianist, Alexandra Dovgan, her 14 år gammel, som spiller med alt det, jeg har forsøgt at
vise.
Bachs Jesu bleibet meine Freude – her er organisk musiceren på højeste plan:

https://www.youtube.com/watch?v=R6HJizkoZAo

Om forfatteren:
Henrik Metz, født 1948, er uddannet pianist hos professor Arne Skjold Rasmussen sideløbende med musikvidenskabelige studier ved Københavns Universitet.
Orgelstudier hos Grethe Krogh og Inge Bønnerup.
Fra 1970 pianist og repetitør ved Danmarks Radio, Det Kongelige Teater og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Henrik Metz har udgivet cd’er med både klassisk musik, jazz og viser og koncentrerer sig nu mest om koncerter og optagelser. Også virksom som arrangør af korsatser.