30.08 2026

Islandsk verdensstjerne hengav sig i fordybelse og respekt

Koncertanmeldelse

Víkingur Ólafsson stråler i sin stilfærdige ydmyghed. Han overgør hverken musikken eller sin egen rolle på scenen. Tværtimod kunne man måske ønske sig lidt flere udskejelser. Men når man bl.a. vælger uddrag fra J. S. Bachs Das Wohltemperierte Klavier, udelukker man nok lidt af det storladne og umiddelbart betagende. Og det ikke ment som en nedsættende kommentar til den store Bach, der naturligvis er stor. Men en sådan varm, romantisk storm af klavervirtuositet midt i den københavnske sommeraften blev det ikke til.

Imidlertid var der den fornødne andagt over J. S. Bachs lidt indelukkede system af nøje gennemtænkte melodiføringer; uden at gøre for meget væsen af sig spillede Víkingur Ólafsson J. S. Bachs musik, som den står på papiret. Generelt indimellem med dybt nedbøjet hoved over tangenterne i stille afventning til, at han skulle tilgå næste tone på den helt rigtige måde; som var han kommet til et skæbnesvangert sted i sin fortolkningsproces.

Han spillede alle værker ud i én køre, så det virkede som om, han selv havde skabt et nyt værk. Og det var velgjort: Fra det kontrollerede, matematiske over det romantisk klingende til et næsten fuldt ud virtuost stykke Beethoven. Som en slags udviklingshistorie for klaverets udtryksmuligheder via forskellige tonemestre. Et stykke sammenhængende musikhistorie måske med et par spring frem og tilbage rent kronologisk. Men alligevel: J. S. Bach flød næsten sammen med Beethoven i første del af koncerten. Hvis man ikke i forvejen kendte værkerne, var det svært at skelne. Ganske vist blev vi på skærmene i siden af salen informeret om, hvad der nu blev spillet. Men eftersom to værker stod på skærmen på samme tid, var det ikke den store hjælp. 

Langsomt kom der lidt mere virtuositet med Schubert og til slut Beethoven.

Vi fulgte en interessant udvikling, da Schubert kom til orde. Pludselig åbnede verden sig mere – de varme toner piblede frem, det mere drømmende og piblende liv i klaveret kom langt bedre til syne. Og her kom også salens voluminøse klaver langt bedre til sin ret. Især i sidste stykke af Beethoven, hvor Vikungur Ólafsson fik god mulighed for at trykke tangenterne i bund i det dybe register.

Det at han spillede alle stykker ud i ét med kun ganske korte, koncentrerede pauser imellem, gav en god ro i koncerten. Ingen afbrydelser af applaus og det, at han skal frem på scenen, sætte sig igen osv. 
Måske kunne man savne mere leg med nuancerne hos J. S. Bach. Det kan virke lidt overvældende at lytte til J. S. Bach alene i længere tid, og derfor kan det hjælpe lytteren med at skelne mellem dybder og højder i stykket. På den anden side virker Vikingur meget tro mod sit materiale. Han behandler det nænsomt, men også sikkert. Han ved, hvad han vil med det, men han prøver ikke at overgøre stykket eller at pumpe mere ståhej ud af det, end det indbyder til eller er tiltænkt. Og det er i og for sig troværdigt arbejde.

Det var alt i alt en dejlig aften i Tivolis Koncertsal. Mathias Hammer agerede konferencier og fortalte bl.a. om den grønne farve, som Víkingur ser, når han spiller en bestemt toneart. Under koncerten anede man somme tider lyden af de buldrende rutsjebaner ude i parken i det fjerne; der var flere børn med til koncerten, og som ekstranummer fik vi J. S. Bachs ”Air”, som Víkingur spillede i smukt piano. Som om han var i gang med noget, der helst ikke måtte vække børnene eller noget, der var ulovligt.

Det er prisværdigt, at Víkingur Ólafsson holdt sig til et meget flot klassisk program. Men det kunne have været lækkert, om han kunne komme lidt længere op i musikhistorien og måske få noget virkelig virtuost med sig. Både fordi han er en af verdens mest eftertragtede klassiske pianister lige nu og fordi, han denne aften havde et meget godt instrument til rådighed. Vi tørster efter at se påfuglen sprede fjerene helt ud!  

Rachel Einarsson