Jo færre noder, jo bedre. Improvisationen som disciplin er blevet en tryg hjemmebane for den unge, franske pianist Jean-Baptiste Doulcet. Det har den været i nogle år. Nu har han udgivet sit album ”A Film By”, hvor han inkluderer en af sine andre interesser i sin musik ved at improvisere over nogle af sine personlige favoritfilm.
I hænderne på Jean-Baptiste Doulcet kører det bare derudad i en lind, men stadig godt kontrolleret strøm af behagelig og inspirerende lyd i passende proportioner. Fransk improvisation for klaver og viderekomne – og for musikfans generelt.
Fortsat virker improvisationen som en underrepræsenteret genre i den klassiske musik.
Men ikke i Jean-Baptiste Doulcets univers. Gennem en anselig årrække har han dyrket det frie spil, som han også underviser i – i øvrigt ved Ecole Normale de Musique de Paris Alfred Cortot siden 2025. Han mestrer naturligvis også den regelrette nodebundne musikhistorie, men det er uundgåeligt at mærke, hvor godt han føler sig hjemme i improvisationen og hvor godt, han lader den frisætte hans fortolkningslyst og musikalske fantasi. Som et overflødighedshorn, han gladeligt øser af for os.
Med udgivelsen af 'A Film By' præsenterer Jean-Baptiste Doulcet sine egne musikalske fantasier med inspiration fra forskellige film. På pladen får man indimellem endog en form for spoken word, som Jean-Baptiste Doulcet har forfattet særligt til udgivelsen sammen den franske filminstruktør Bertrand Mandico. Selvsamme filminstruktør står også for stemmeføring på pladen, ligesom også skuespilleren Mathieu Amalric lægger stemme til. Alt sammen planlagt med stor nænsomhed af komponisten.
Med udgivelsen her mærker man, hvor imponerende den frie musikalske leg kan virke, når den stadig er styret og har en form for retning. Langt ud over det regelbundne, men stadig i kontrol og i små stykker på få minutter, så albummet er let at gå til for lytteren.
Det er, som får Jean-Baptiste Doulcet sat klaverets mange muligheder i spil på en helt anden måde, når han selv bestemmer det hele. Som er han ven med sit instrument. Som overtaler han klaveret til at levere tonerne på en bestemt måde i en slags inderlig dialog og i et samarbejde. Som om han har en særlig respekt for sit instrument. Som er han også lidt bange for at tale til klaveret på en forkert måde. Men det lykkes ham altid at håndtere klaveret, så det ønsker at samarbejde. Også når han spiller dejligt kraftigt: Så er det stadig med en dejlig blød ’tan’. Man oplever, at Jean-Baptiste Doulcet virkelig kontrollerer sit instrument og er i en helt særlig kontakt med det.
Tag f.eks. Jean-Baptiste Doulcets reflekterende stykke, nr. 6 på pladen, skrevet over filmen 'An Island' af Kaneto Shindō. Her bevæger han sig i filosoferende, søgende toner. Der er dejlig vandren og rullen på klaviaturet. Stykket har god volumen i et lidt abstrakt toneunivers, men med masser af indlevelse, lækker dynamik og gode nedslag i basregionen.
Så får man pludselig mere klassisk klaverlyd i nummeret 'Trauma History', der er skrevet med udgangspunkt i 'Requiem pour un massacre' af Elem Klimov. Her er mere genkendelig melodiføring i et roligt tempo; det er, som har Jean-Baptiste en særlig evne til at få klaveret til at lyde silkeblødt, selvom han spiller fortefortissimo agressivo osv., og det er en kæmpe kvalitet.
Men hold nu op, for en fed afslutning, han laver med 'Cannibal Fashion', der har udspring i filmen 'The Neon Demon' af Nicolas Winding Refn. Finale grande med masser af massiv mystik, søgende toneskift og fantastisk dynamik. Jean-Baptiste Doulcet udforsker de allerdybeste toner i klaveret på en sjov og virkelig flot måde, og man mærker, at han nyder at få lov at styre det hele selv. Det buldrer på allerflotteste vis. Jean-Baptiste Doulcet spreder sine vinger som en rasende påfugl, der tager alle tangenter i brug. Og så får man en meget interessant slutning af hele albummet som ekstra belønning for, at man har lyttet med.
