12.09 2025
”Jeg fotograferer det, jeg savner”
Rúni Brattaberg er bassanger og dokumentarfotograf.
Foto: Anfinn Fredriksen
Bogudgivelse
Traditionerne udfases og folkene bliver færre på den færøske ø Mykines. Men hvor længe? Hvornår er sidste bastion af en gammel identitet på øen helt forsvundet?
Den klassiske bassanger Rúni Brattaberg har netop udgivet to fotobøger fra Mykines med sulefangsten som omdrejningspunkt.
Det lyder måske trist. Men Rúni Brattaberg er ikke bange for at tage fat i vemodet over tabet af en gammel orden, som han savner. Med udgangspunkt i den årlige traditionelle fangst af sulerne bringer Rúni Brattaberg med sine billeder seerne tæt på indtrykkene fra et særegent færøsk samfund. Det betyder også, at han kommer af med et par verbale opsange til det nutidige samfund, når vi taler om hans bogudgivelse.
Rúni Brattaberg virker som en, der sætter indhold og mening over fysiske begrænsninger. Hvis en sag er vigtig, må virkelighedens begrænsninger tilpasse sig sagen. Og når Rúni Brattaberg mener noget, så mener han det i klare farver. Ligesom farverne og udtrykkene i hans nyudgivne bøger. Et kunstprojekt, som Rúni Brattaberg var godt i gang med at varme op til, sidst Klassisk bureau interviewede ham. Det skete i december 2024 i Klaksvík umiddelbart efter hans krævende parti i uropførelsen af Sunleif Rasmussens opera ”Regin Smiður”. Nu er bogidéen realiseret i to dokumentariske fotobøger, der i august 2025 er printet på forlaget Narayana Press på Djursland. Den første bog i sort-hvide billeder, den anden i farvebilleder.
Med udgivelsen markerer Rúni Brattaberg, at han nu har genoptaget sit fag som fotograf efter en del års pause. Rúni Brattaberg er uddannet dokumentarfotograf i København, inden han med inspiration fra fotografen Per Folkver skiftede fag og blev klassisk sanger. I dag føler Rúni Brattaberg stor taknemmelighed over, at hans tidligere chef ansporede ham til en dobbeltfaglig bagage. Bøgerne er da også dedikeret til Per Folkver.
”Jeg har aldrig en opgave, når jeg går ud og fotograferer. Nogle år senere forstår jeg, hvad det er, jeg har fotograferet”, siger Rúni Brattaberg. I bagklogskabens lys ser han nu, hvad hans bøger fra Mykines går ud på. ”Jeg prøver at indfange tilstanden af forfaldet. Der er ikke noget galt i det. Det bliver bare sådan et museum af fortid”, konkluderer han kort om sine motiver fra Mykines. En ø, der i mange år har dannet ramme om den traditionsrige, årlige sulefangst i slutningen af august eller begyndelsen af september. En begivenhed, der langt tilbage i tiden var vigtig for øens beboere med henblik på forråd til vinteren. En arbejdsopgave som bragte folk sammen trods eventuelle stridigheder og som var en stor del af selve øens identitet og eksistens. Også fordi øen rummer Færøernes eneste sulekoloni.
Tidens gang og internationaliseringen har imidlertid sat sine spor tværs over traditionen. Eller hvad der nu er grunden til, at sulefangsten er stærkt aftaget og nu fungerer på et eksistensminimum ifølge Rúni Brattaberg. Hans onkel Búi boede på Mykines i mange år og deltog i sulefangsten, og billederne i første bog er fortrinsvis fra 30. og 31. august 1994. Anden bog rummer billeder fra årene 2017-2025.
I første bog viser næsten alle billederne sulefangsten, mens de i anden bog i højere grad indeholder blandede motiver. Kun få eksemplarer viser faktisk sulefangsten. Det er netop en vigtig del af den iagttagelse, som Rúni Brattaberg har gjort sig af øens udvikling. Og i et bredere perspektiv af vores samfund, viser det sig.
”Allerede for 31 år siden var der kun tre børn i skolen. Den yngste beboer på Mykines nu er 53 år. Det er vemodigt”, fortæller Rúni Brattaberg.
Han er bevidst om, at sulefangsten snart kan være forbi, for det kræver mange stærke mænd at gennemføre. At kunne klatre ned ad de stejle bjergsider med havet under fødderne, kravle hen på bjerghylderne, hvor fuglene holder til og slæbe de tunge fugle med op igen.
”Det er måske den eneste mulighed, der er tilbage for at mærke, hvad rigtigt arbejde er”, funderer Rúni Brattaberg. ”Det foregår ikke på et løbebånd”.
Onkel Búi, der her kysser sin hustru, var i en årrække en af drivkræfterne i sulefangsten. Inden afgang til årets særlige arbejdsdag bedes en bøn om beskyttelse, før holdet drager afsted og fangsten kan komme i hus. Således sulefangsten for 31 år siden. Billeder fra bogen med sort-hvidbilleder.
Foto: Rúni Brattaberg
Han fortsætter. ”Mænd og kvinder er hver for sig: Mændene laver det tunge, farlige arbejde, og kvinderne er derhjemme hos børnene og sørger for mad til de arbejdende mænd. I dag er det helt forvansket”, siger han med henvisning til de aktuelle og anderledes kønsroller.
Retten til at være selvforsørgende ligger også fotografen på sinde som et livsvilkår, han selv er rundet af. ”Vi er nødt til at dræbe nogle dyr, hvis vi skal have noget at spise”, siger han. I den sammenhæng nævner han også grindehvalerne, som færingerne har været vant til at fange gennem generationer. ”Hvorfor er det så farligt at spise de hvaler? De vil have os væk fra vores rødder”, siger han med henvisning til selvstyret i Tórshavn. ”Vi skal ikke længere kunne brødføde os selv. Du skal ikke have lov at have en stilling til dit eget liv”, slutter han en tankerække.
Billederne i den første bog med sort-hvide billeder gennemgår netop forløbet af den selvforsynende sulefangst. Vi ser mændene gøre klar til at tage af sted med Onkel Búi som en af frontfigurerne i aktionen. Hans hustru bliver hjemme med børnene. Billederne er taget i forskellige perspektiver. Man ser dagens fangst; man ser hænder, strikketrøjer, sikkerhedshjelme, koncentrerede blikke, angstfulde miner midt i en barsk natur.
Mændene og onkel Bui kommer hjem som vellykkede familieforsørgere, de hviler ud og fester i lettelse. Hustruen er glad, lettet og stolt. Der er portrætter af enkelte personer, vi ser helikopteren komme, og der udveksles varer. Sidste billede er en ensom mand med solen som projektør, og det hele ender i stilhed.
Farvebogen indledes med et metabillede. Fotografen fotograferer bonden Esbern, der kigger ud over vandet gennem sin kikkert. Vi får en række naturvinterbilleder, inden vi ser bygden. Samme bygd som i den sort-hvide bog. Man ser det aldrende søskendepar, der har boet sammen stort set hele livet. Broderen er også med i første bog. Der følger portrætter af forskellige mennesker, nogle i arbejde, andre i hjemmet eller i naturen om vinteren, inden vi kort ser et glimt af fuglefangsten. Desuden får øens kirke sin fame med indtryk af slidte salmebøger, nodebøger, trædeorgel og videre til en begravelse, som viser sig at være afskeden med et familiemedlem til den berømte kunstmaler Sámal Joensen-Mikines. Vi får flere naturbilleder, inden der sluttes af med et portræt af onkel Búi og til slut af Rúni Brattaberg.
Det stejle fuglefjeld troner i faretruende positur med havet for sin fod, mens sulefangsten er lagt til skue for bygdens beboere. Billeder fra farvefotobogen.
Foto: Rúni Brattaberg
Rúni Brattaberg tænker sulefangstens seneste historik igennem.
”Der kom på et tidspunkt en fuglevirus, som gjorde, at man ikke kunne hente sulerne i et år. Næste år var der dårligt vejr. Jeg er ikke sikker på, at fangsten var der sidste år. Hvor lang tid går der, før det dør helt ud?”, nærmest udbryder han retorisk og fortsætter sine overvejelser over flere færøske traditioner.
”Grindehvaler dræber man, når de er tæt nok på land. Hvis man ikke gør de her ting fortsat, så kan vi ikke længere brødføde sig selv”, siger han og tilføjer, at han helt bevidst ikke har fotograferet fra Tórshavn. ”I Tórshavn fejrer man vores nationaldag og tager nationaldragten på. Alt er kulisser. Ligklædet er, at traditionerne forsvinder. Folket mister traditionerne, håndværket, historierne, og dermed mister de sig selv”, siger han bekymret.
Bøgerne er i den betragtning en slags fastholdelse eller reminder om det, der var.
”Sulerne fylder ikke så meget i den nye bog. Sulerne fylder næsten ingenting mere i samfundet i dag. For 31 år siden fyldte de meget mere. Det, de symboliserer, er det, at samfundet var centreret om dem dengang, det er de slet ikke nu. Menneskerne på billederne er gamle nu. Hvad sker der om 10 år, når halvdelen af dem er væk?”, spørger Rúni Brattaberg. Han konkluderer også, at der i den første bog er en line, der forbinder færingerne, mens der ingen line er i farvebogen. ”Nu er det turisterne, der forbinder færingerne”, vurderer han.
Måske ændrer øen sig meget de næste tre år, vurderer Rúni Brattaberg. Hans egen interesse for at fotografere vil sandsynligvis være den samme til den tid. Den aktuelle bogudgivelse vil Rúni Brattaberg bruge som en begyndelse til flere udgivelser. ”Det koster mange penge og år at lave de to foreliggende bøger. Bøgerne er mit visitkort, og jeg håber, at det bliver en start på flere udgivelser”, ytrer Rúni Brattaberg og lyder ikke til at have mistet modet. For fremtiden drømmer han om at kunne udgive på større internationale forlag; han er samtidig klar over, at konkurrencen er hård og at mange forlag allerede har etablerede fotografer tilknyttet. ”Jeg tænker ikke på at tjene penge, men kun på, at det ikke skal koste mig så meget fremover. Men man må jo i gang”, siger Rúni Brattaberg.
Vi taler om, hvad han gerne vil fotografere næste gang. Svaret er overbevisende.
”Jeg fotograferer de samme emner: Den verden, som var og som er ved at gå til grunde”, siger han og uddyber: ”Samværet, de gamle traditioner, farverne som husene havde. Ikke stål, glas og beton. Jeg tror, at jeg fotograferer fremmedgørelsen og de ting, jeg går ind for”, funderer han.
”Det handler også om, at Gud er fuldstændig uønsket i denne verden”, supplerer Rúni Brattaberg, og man får dermed tankerne over på billederne fra kirken på Mykines. ”Han har ingen plads i naturen”, siger han. ”Vi skal tænke selv. Og helst ikke gå for længe i skole. Vi skal selv ud og mærke verden, sætte spørgsmål til livet. Intet er for dumt”, siger han. Meningerne står i kø hos Rúni Brattaberg. Og det gør idéerne om nye billeder sikkert også.
To be continued.
Bøgerne kan bestilles på www.brattaberg.com.
Onkel Búi er stadig et godt motiv og en varm forbindelse til Mykines for Rúni Brattaberg. Ved spisebordet sidder Ruby og Oskar, og på billedet øverst tv følger seerne samme Oskars begravelse. Billeder fra farvefotobogen.
Foto: Rúni Brattaberg