09.06 2025

Endelig blev dovenskaben en dyd

Christina Bjørkøe har sat sig til klaveret med en samling korte Satie-værker. De varer hver især ganske få minutter. Men i hænderne på Christina Bjørkøe svømmer det hele sammen i ét samlet retningsløst, dovent og fløjlsblødt Satie-univers, hvor man ikke
aner, hvor man er på vej hen og hvorfor. Det kan være lidt irriterende, men også
sundt for vores hjerne og hjerte.  

Tag en slentretur gennem Paris’ livlige gader, kig ind på caféerne, betragt lygtepælene, bygningerne og atmosfæren. Og placer det hele nogenlunde i Saties livsperiode 1866-1925.

Man kunne ønske, det var så let at skabe de rette kulisser for de Satie-stykker, der er på nærværende udgivelse. Man genkender helt sikkert flâneur-stilen; det undrende, vandrende abstrakte tonebillede, der helst ikke vil sætte tingene og livet alt for meget på plads for lytteren. Men når man er kommet ca. midtvejs i lytningen, begynder man nok nærmere at føle, at man læser Franz Kafkas labyrintiske roman ”Slottet”. Med samme resultat: At hovedpersonen og dermed også læseren ikke finder frem til sit mål. Det funderende, søgende og retningsløse finder aldrig hen til en forløsende destination. 

Som bekendt er vi her på Klassisk bureau begejstrede for CD’er i fysisk tilstedeværelse. Også fordi, man får en booklet med sig, som, hvis den er af god kvalitet, giver en ekstra god grobund for forståelse og oplevelse af musikken. Dette er også tilfældet med ”SATIE Surprises”, som Christina Bjørkøe nænsomt lader komme til ørenlyd.
I bookletten kan man f.eks. læse, at Satie blev kaldt doven af sine tidligste lærere. Og det passer med musikken her. Det er, som forsumper Satie i forskellige blindgyder af retningsløse musikalske idéstumper; giver man sig alligevel tid og ro til, at musikken får lov bare at spille og køre sit eget løb, finder man mange detaljer hist og her, som man kommer til at holde af. Interessante bidder, musikfriser, der er billeder af en dygtig komponists idéer og forestillinger.

Vi får 27 stykker musik, og de fleste varer under tre minutter. Men man lægger ikke mærke til, at det faktisk er musikalske smugler. Det hele smelter fint sammen i et samlet lydlandskab. Christina Bjørkøe spiller behersket; tempoet er godt og roligt, så det mange steder lyder dovent og blødt, som det skal.

Nr. 10 med titlen ”Aubade” er et rigtig sjovt stykke, der minder lidt om Carl Nielsens ”Humoreske Bagateller”. En sjov, livlig og enkel figur i højre hånd insisterer på sin tilstedeværelse hele stykket igennem, mens bassen kører sit helt eget rebelske løb. Virkelig et sjovt stykke, som Christina Bjørkøe leverer med fin indlevelse, ro og respekt, så man føler, at indtrykket rækker langt ud over det ene minut og 25 sekunder, som stykket varer i reel tid. Derefter ruller det videre i en kort meditation i et minuts tid, før der følger tre stykker fra Saties ”5 Nocturnes”. Heraf har den første lidt mere form og retning, inden det igen er lidt svært at vide, hvor man er på vej hen. Undervejs er der heldigvis god dybde i bassen og man mærker, at Satie har noget på hjerte. Det har han nok hele tiden – man skal bare give musikken tid. Det kan være en rigtig fin udfordring i en hastig tid som vores.

Alt i alt et album, der på en måde godt kan skuffe lidt i sin retningsløshed. Dog er der alligevel mange detaljer at lægge mærke til og stresse helt af til. Det er til enhver tid sundt for os mennesker.

Rachel Einarsson