18.02 2026

Dynamiske yderligheder i nye lettere skjulte bratschkoncerter

Bratschkoncerter er ikke hverdagskost.
Selvfølgelig har forskellige komponister som Telemann og William Walton lavet vellykkede kompositioner, der ikke mindst er blevet standardværker, fordi de simpelthen findes, men i forhold til hvor mange sværvægtere, der har lavet violinkoncerter, findes der forsvindende lidt, og det er derfor meget velkomment, at der nu eksisterer ikke færre end tre nye værker af høj kvalitet. De er blevet udgivet på plademærket DACAPO, men foreløbig er de kun at finde på streamingtjenesterne. Det kan man mene forskelligt om, og det gør jeg da også. Disse tjenester og deres formater er helt enkelt ikke særlig egnede til denne slags publikationer.

For at finde dem på det store streaminghav skal man først og fremmest vide, at de overhovedet findes. Dernæst skal man have et særdeles skarpt øre for komponister, der måske er forholdsvis ukendte for en bredere offentlighed, for tjenesten bringer kun pladens forside, og så må man selv udlede, hvem der er komponist til den enkelte sats. Det er helt enkelt ikke godt nok. Endvidere må man så tillige undvære bookletten og dens indhold af noter og biografier foruden altså oplysninger om de enkelte tracks.

Optagelserne er foretaget tilbage i 2019 og 2021, så man kan nok konkludere, at forlaget ikke har ment, at de ligefrem havde gang i en storsælger. Men den burde nu egentlig få en større udbredelse, end der erfaringsmæssigt vil blive den til del. Det er spændende musik, dette her, og den er godt udført. Det er altid en interessant øvelse at skulle anmelde helt ny musik, i dette tilfælde altså tre World Premiere Recordings, verdenspremierer. Der er ingen referencer, og medmindre man ’kender nogen’, vil man normalt heller ikke have adgang til nodematerialet. Man kan ikke bare bedømme, hvordan solisten og orkesteret klarer de velkendte vanskeligheder, man er nødt til at gå direkte til det, som det i grunden drejer sig om: det indtryk musikken efterlader. Man er berøvet sin normale rustning af indforstået bedreviden, og det er faktisk meget rart.

I dette tilfælde skulle man tro, at tre værker for præcis samme besætning, komponeret inden for en meget kort årrække og inden for et meget lille geografisk område ville bære præg af en vis ensartethed. Det er overhovedet ikke tilfældet. Det er tre særdeles forskellige koncerter, vi her får at høre. Denne indspilning belyser værkernes mangfoldighed på bedste måde, er jeg overbevist om. Rafaell Altino spiller herligt, klangligt varm og nuanceret, med plads til voldsomhed i den ene ende af det følelsesmæssige spektrum og med indforstået underfundighed i de helt sarte nuancer. Karsten Fundals koncert er nok den mest ’koncertagtige’ af de tre. Den starter med noget, der forbløffende nok kan minde om en decideret melodi i bratschen. Koncertens titelblad bærer ordene ‘Lysende mørke / Mørknende lys’ og ‘Vigende genkald’. Værket begynder som den arketype, der betyder ’stor klassisk koncert’, men opløser sig mere og mere undervejs, jævnfør også titlerne.

Nærmest modsat forholder det sig med Christian Winther Christensens bratschkoncert fra 2019. Jeg forsøgte i sin tid at høre noget af den direkte transmission af uropførelsen i den bil, som jeg desværre befandt mig i på det tidspunkt, og det var helt enkelt umuligt. Komponisten afsøger på det nøjeste alle tænkelige nuancer mellem ’svagt’, ’næsten uhørligt’ og ’hvis man som ældre medborger ikke vidste, at der foregik noget, ville man ikke kunne høre det.’ Det er herligt, at nogen således går til dynamiske yderligheder også i den ende af spektret, men det kræver et virkelig godt stereoanlæg for at kunne få fornøjelse af det. Koncerten, der er i 7 satser, fremstår i øvrigt som pantomimeteater for ørene. Små, skarpt pointerede satser, der dristigt nok ikke undser sig for at bruge deciderede treklange, balancerer mellem det pudsige og det tragiske og er i det hele taget særdeles underholdende og varieret lytning.

Næsten som en modsætning hertil fremstår Søren Nils Eichbergs koncert ’Charybdis’ med undertitlen ’Wirbelrausch’. Charybdis er en malstrøm ud for Syditaliens kyst og undertitlen betyder noget i retningen af ’hvivelvind’. Sådan lyder det også, og hensigten er at fremstille menneskets trang til selvdestruktion. Det er effektivt og meget velinstrumenteret. I det hele taget spiller Odense Symfoniorkester vældig fint under begge dirigenter. Der anvendes spilleteknikker både i blæserne og i strygerne, som ligger udenfor de måder, man normalt betjener disse instrumenter på, men de virker i alle tre værker fortrinsvis som en naturlig forlængelse af instrumenternes muligheder og ikke som påklistrede rariteter.

Nævnes skal det også, at lydkvaliteten er helt i top og mixningen ligeledes, selvom jeg måske personligt kan mene, at bratschen i Fundals koncert måske står endnu mere i forgrunden end strengt nødvendigt. Det er den allestedsnærværende Preben Iwan, der har stået for det tekniske, og det er ligeså glimrende som musikernes indsats.

Ulrik Spang-Hanssen