12.09 2026

Alt vel i Sønderborg

Sønderborg er et enestående sted, både i kraft af sin beliggenhed og i kraft af den omstændighed at byen faktisk er hjemsted for et symfoniorkester. Det er der nu ikke ret mange byer på knap 30.000 indbyggere, der er, men det er faktisk tilfældet her, og det har det været siden 1941, hvor organisten og ildsjælen Haakon Elmer stod i spidsen for at få stiftet det, der senere skulle blive til Sønderjyllands Symfoniorkester. Lige siden da har orkesteret med små udsving udvist en ret stejlt stigende kvalitetskurve og fremstår i dag som et orkester på et højt niveau.

Alt var godt i Sønderborg i torsdags til orkesterets sæsonåbningskoncert. Vejret var smukt, søen stod blank og rolig som i den gamle salme, og udsigten fra Danmarks ubetinget smukkest beliggende koncertsal, Alsion, var betagende. Inden selve koncerten gik i gang, blev vi budt velkommen af musikchefen Adam Stadnicki, der ville sikre sig, at vi var helt opmærksomme på, at orkesteret er på vej op (hvis nu vi ikke skulle kunne høre det selv), at programlægningen var dristig og violinkoncerten hundesvær. At han adskillige gange på få minutter omtalte orkesteret som ’mit orkester’, håber man skyldes ungdom og ikke ledelsesstil. Det skal selvfølgelig medgives ham, at Bartoks violinkoncert faktisk er en ganske dristig sag at programsætte netop til en sæsonstart, selvom den snart er hundrede år gammel, og Sønderjyllands Symfoniorkester og dets ledelse skal have meget ros og rygklap for at give os andet end Beethoven og Brahms.

Koncerten lagde ganske originalt ud med Niels W. Gades ouverture ’I Højlandet’, hvor han lægger sig lige i hælene på læremesteren og forbilledet Mendelssohn med dennes ’skotske’ symfoni og med ouverturen ’Hebriderne’. Orkesteret klinger godt, og Christian Øland dirigerede med klarhed og præcision. Og alt var godt i Sønderborg, og vi var alle glade og tilfredse, og det virkede fuldstændig som begyndelsen på en helt almindelig symfoniaften, som vi kender og elsker dem.

Men så skete der noget. Døren gik op. Ind kom rockerfar med bandana og gråt skæg, og intet var mere det samme. Christian Tetzlaff var iført et bekvemt jakkesæt over sin T-shirt, stillede usædvanligt nok et nodestativ op med sin solostemme på, og udviste i det hele taget en komfortabel ligeglæde i omgangen med klassiske koncertnormer. Det kan man sandelig også godt tillade sig, når man kan spille, som han gjorde. Jeg har helt enkelt aldrig hørt nogen spille på en violin, som han gjorde. Jeg anede ikke, at en violin kan sige sådan, og jeg har ellers hørt meget. Han spillede den hundesvære solostemme på en underspillet måde, der belyste det musikalske indhold snarere end teknisk fyrværkeri. Alt var selvfølgeligt fraseret og gav indtrykket af, at det egentlig umuligt kunne gøres anderledes. Hele Christian Tetzlaffs præstation gav indtryk af en umådelig kraft, en intens power, som han egentlig ikke følte noget behov for at skilte med, men som ikke desto mindre var helt umiskendeligt til stede. Det var enestående. Ekstranummeret var en af disse satser for soloviolin af Bach, hvor man normalt læner sig tilbage og venter, til det er overstået. Her blev den spillet med helt utrolig indlevelse, følsomhed, swing og klanglig fantasi. Jeg kan kun anbefale, at man skynder sig at købe billet, hvis Christian Tetzlaff er i nærheden.

Den anden Christian, Øland, var en ideel og kongenial dirigent netop til Bartoks komplicerede koncert, fordi han har fuldstændig styr på sit partitur, han er klar, og han giver tilsyneladende sit orkester de informationer, som det behøver for at kunne spille godt. Samtidig er han god til at afbalancere kræfterne, og det er ikke mindst meget værd i et forholdsvis lille orkester, hvor strygerne oftest er i undertal i forhold til blæserkorpset, der nødvendigvis har det antal, som partituret nu foreskriver.

Det lykkedes forbilledligt. Denne klarhed og dette overblik gjorde sig også gældende i Sibelius’ kæmpestore første symfoni. Den klang skønt, ikke mindst sønderjydernes strygerklang er blevet endnu bedre i de senere år. Det, som netop er Ølands styrke, er samtidig også hans svaghed i en symfoni som denne. Han styrer alt præcist, men man har det klare indtryk, at ikke et hår i hans veltrimmede skæg sidder anderledes, når han er færdig med denne dramatiske rejse, end når han begyndte. Han karakteriserer satsernes enkelte dele fint, men han glemmer lidt at sy de enkelte dele sammen til en episk fortælling. Hvis en romanforfatter ikke får syet kapitlerne sammen på overbevisende måde, er det ikke en roman, men en novellesamling.

Øland sveder ikke, han mister ikke besindelsen, og han sover sikkert fint, når han kommer hjem. Man må råde ham til at bruge sit store talent på i højere grad at gå planken ud, når han dirigerer disse enorme romantiske fortællinger.

Ulrik Spang-Hanssen